Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Traditioner og arrangementer

Traditioner og arrangementer i Kernehuset

I Kernehuset lægger vi stor vægt på fællesskab og traditioner. Gennem året deltager børnene i forskellige arrangementer, som både skaber glæde og styrker fællesskabet i Kernehuset. Personalet er med til at formidle både nye og gamle traditioner, så børnene får kendskab til kulturelle og sociale fællesskaber.

Fastelavn fejres med fest og farver. Børnene har mulighed for at klæde sig ud, hvis de har lyst, og vi slår katten af tønden – både i vuggestuen og børnehaven. Det er en dag fyldt med glæde, grin og fantasifulde kostumer.

Påsken markerer vi ved at klippe og klistre påskepynt sammen med børnene. Kernehuset bliver pyntet op, og børnene får mulighed for at udfolde deres kreativitet. Højtiden markeres med en hyggelig påskefrokost for børnene i Kernehuset.

Sommerfesten er en af årets store begivenheder, hvor børn, forældre og søskende samles til en hyggelig eftermiddag/aften. Hver familie medbringer mad til sin egen familie, og vi nyder fællesskabet med leg, hyggelige stunder, snak og god stemning.

Julen er en særlig tid i Kernehuset. Vi klipper julepynt, pynter op og holder julefrokost med børnene. Kernehusets drille-/husnisser, Nif og Naf kigger forbi og skaber sjove øjeblikke. I julen inviteres bedsteforældre til en hyggelig formiddag, hvor vi tager til julegudstjeneste i kirken, hvor vi sammen markerer højtiden.

Halloween fejres med en særlig middag i Kernehuset, hvor stemningen er lidt uhyggelig – men stadig børnevenlig og fuld af sjov.

Motionsdag afholdes hvert år, typisk før efterårsferien. Her sætter vi fokus på bevægelse og sundhed, og aktiviteterne foregår enten ude eller inde, afhængigt af formen på motionsdagen, samt vejret.

Arbejds- og hyggedag er en dag, hvor børn, søskende og forældre kan være med til at løse praktiske opgaver i og omkring Kernehuset. Det kan være alt fra oprydning, forbedringer til større håndværksmæssige opgaver, som gavner børnenes hverdag.
Disse arbejds- og hyggedag afholder to gange årligt. 

Besøgsdag giver børnene mulighed for at invitere besøgsvenner med til en hyggelig formiddag i Kernehuset. Det er en dag med leg, fællesskab og nye venskaber.

Forældrekaffe afholdes ved særlige lejligheder og højtider. Her inviteres forældre til en uformel stund med kaffe og samvær, hvor der er mulighed for at få et indblik i børnenes hverdag.

Forældremøde med valg til forældrerådet afholdes én gang om året. Her har forældrene mulighed for at blive en del af forældrerådet og få indflydelse på dagligdagen i Kernehuset. Til mødet medbringer hver familie mad til egen familie, og vi skaber en hyggelig ramme omkring det formelle.