Forældresamarbejde
Forældresamarbejde i Kernehuset vægtes højt, og vi har stor opmærksomhed på at give børnene den bedste start. Du/I, som forældre anses af os i Kernehuset, som ekspert på lige netop dit barn, derfor er det vigtigt for os med et tæt samarbejde med forældre, således at vi arbejder i samme retning for at give dit/jeres barn de bedste muligheder og forudsætninger for trivsel, udvikling, læring og dannelse, samt at have de bedste oplevelser af at gå i en børnehave eller vuggestue i Kernehuset.
I Kernehuset tilbydes der 3-4 faste samtaler i barnets institutionstid. Der vil være en snak/samtale om opstart, samt tilbydes der nystartet børn i henholdsvis vuggestuen eller børnehaven en opstartssamtale 3-6 måneder efter barnet er startet. En overgangsamtale med deltagelse af personale fra børnehave og vuggestue, når barnet overgår til børnehaven og inden skolestart afholdes der en samtale inden skoleindskrivning.
Vi gør opmærksomme på, at hvis forældre er usikre på noget eller på anden måde føler et behov for at snakke, kan der altid findes tid til det. Vi vægter også den daglige kontakt til forældre meget højt, og har fokus på at få sagt goddag og farvel til alle.
I Kernehuset har vi et årligt forældremøde med valg til forældrerådet. Forældrerådsmøder afholdes der ca. 6 gange årligt.
Årligt afholdes der forældre-arbejdsdag i Kernehuset. Desuden har vi forældrekaffe, som vi planlægger ved specielle lejligheder/højtider.
Samarbejde med skolen
Vi samarbejder med Hannæs-Østerild skole - Østerild afd. Kernehuset deltager i flere af skolens arrangementer, såsom skolernes motionsdag, julekrybbespil, generalprøve til skolefestens skuespil, idrætsdag og sidste skoledag for 6.klasses elever.
Vi har fokus på at den ældste børnehavegruppe får kendskab til skolen og deltager ugentligt i morgensang fra januar og indtil skoleintro start i april. Desuden får Kernehuset flere besøg af en skoleklasse, som læser for mindre grupper af børnehavebørnene.
Vi har samme pedel på skolen og i Kernehuset. Han ved hvad der rør sig i begge huse, og dermed kan være med til at skabe sammenhæng mellem organisationerne.